Vedtægter for lojtland.dk fonden

§ 1 Navn
Foreningens navn er lojtland.dk Fonden
Foreningen har hjemsted på Løjt Land i Aabenraa Kommune.

§ 2 Formål
Foreningen har til formål at skaffe og uddele midler, som støtte til foreningsarbejdet generelt samt institutioners arbejde med børn og unge i og omkring Løjt Kirkeby.
Foreningens virksomhed udøves som hovedprincip ved at overføre overskud til Kulturnat 2000 Fonden. Generalforsamlingen fastsætter beløbets størrelse på baggrund af indstilling fra bestyrelsen.
Ingen bidragyder eller stifter kan komme til at eje foreningens formue.

§ 3 Egenkapital
Ved oprettelsen, overtager foreningen tilgodehavender fra annoncører på lojtland.dk.

§ 3.1 Økonomi
Foreningen skal skaffe midler via drift af lojtland.dk og andre informations- og sponsoraktiviteter.
Efter dækning af driftsomkostninger, skal alle indtægter ubeskåret udbetales jf. formålet.

Alt arbejde for foreningen og i foreningens bestyrelse er ulønnet, og uden nogen form for honorar.
Udlæg/omkostninger kan kun dækkes via aflevering af dokumentation for afholdte udgifter.
Det er et krav, at fonden til enhver tid skal samarbejde med øvrige foreninger i Løjt Kirkeby, og dermed tage hensyn til de sponsoraktiviteter der allerede foregår i den enkelte forening.

§ 4 Stiftere
Foreningens stiftere er Løjtland Fællesråd, Løjt Idrætsforening og Løjtland Erhvervsforening
Den til enhver tid siddende formand for Løjtland Fællesråd er samtidig formand for lojtland.dk fonden.

§ 5 Bestyrelse
Foreningen ledes af en bestyrelse.
Bestyrelsen ledes af formanden fra Løjtland Fællesråd.
Øvrige medlemmer udpeges. Foreningens bestyrelse er selvsupplerende.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 2 medlemmer er fremmødt.

Foreningen tegnes af bestyrelsen. Udøvelse af foreningens virksomhed og alle økonomiske investeringer af nye driftsmidler skal godkendes af bestyrelsen.
Bestyrelsen afholder møde efter formandens bestemmelse, eller når et medlem af bestyrelsen fremsætter begæring herom. Dog skal der afholdes mindst et møde hvert år.
Bestyrelsen er pligtig til af føre forhandlingsprotokol efter hvert møde.

Bestyrelsen udarbejder hvert år en beretning om foreningens virksomhed. Beretningen og fondets reviderede regnskab offentliggøres på lojtland.dk

Som foreningens første bestyrelse er valgt:
Erik Steen Boe, LøjtLand Fællesråd, formand
Eigil List

§ 6 Regnskab
Institutionens regnskab følger kalenderåret, første gang fra stiftelsen til udgangen af år 2010.
Bestyrelsen drager omsorg for, at regnskabet opgøres således, som ordentlig regnskabsførelse tilsiger. Regnskabet aflægges senest 1. april, første gang senest 1. april 2011.
Revisor udpeges af bestyrelsen.

§ 7 Rettigheder
Der er ikke tillagt stifterne særlige rettigheder.
Stifterne kan søge midler fra foreningen på lige vilkår med andre ansøgere, såfremt de repræsenterer en forening på Løjtland.

§ 8 Ændring af vedtægter/opløsning af fonden
Ændringer af nærværende vedtægter samt opløsning af foreningen i utide, kan alene ske hvis mindst 2/3 af medlemmerne stemmer for.
I tilfælde af foreningens opløsning tilfalder egenkapitalen Kulturnat 2000 Fonden.

Vedtægter træder i kraft pr. 1. april 2009,
Vedtægterne er senest ændret på ordinær generalforsamling, den 22. februar 2011.