Løjt Frivillige Brandværn

lojtland.dk har valgt stort set at gengive indholdet af den folder Løjt Frivillige Brandværn omdeler til samtlige husstande i Løjt. Dermed bliver historierne også tilgængelige for interesserede uden for lokalområdet.

Livet på stationen

135 år med blå blink

Den 18.juni 2015 var det 135 år siden, at værnet på et møde på Løjt Kro blev stiftet efter et par omfattende brande på egnen. Vores 135 års jubilæum blev markeret ved årets kulturnat i Løjt, hvor vi afholdt åbent hus. Tak til alle jer, der kiggede forbi på dagen.

 

Løjt Brandværn ‐ Brand og Redning Sønderjylland

Vi brandmænd her i Løjt er stolte over, at vi kan tilbyde Løjtlands beboere den tryghed, det er at have et funktionelt beredskab. Vi er et værn, som vil kendetegnes ved hele tiden at være i positiv udvikling og være beredt på de opgaver, vi kan blive udsat for. Dette koster løbende uddannelse af alle brandfolk, unge som gamle … heriblandt kan vi nævne Simon Lassen, som i år er blevet uddannet Holdleder brand.

Såvel efteruddannelse som vedligeholdelse af brandbiler og materiel koster mange arbejdstimer som vi alle sammen er en stor del af.
Det forgangne år har kendetegnet sig ved både små og større udrykninger - her kan vi specielt nævne branden på Løjt Fjernevarmeanlæg i det nye halmfyr og gårdbranden i Skovby. Vi har alle gange været hurtigt på pletten og sørget for at løse opgaverne på bedst mulig vis.
Vi har igennem de sidste 135 år været igennem større forandringer indenfor brand og redningsområdet. År 2016 byder nok på den største forandring igennem mange år, hvor Løjt Frivillige Brandværn bliver en del af det nye Brand og Redning Sønderjylland. Kommunerne Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg bliver lagt sammen til et stort beredskab under navnet Brand og Redning Sønderjylland, som får adresse på beredskabsstyrelsen i Tinglev.
Vi er stolte af at blive en del af Danmarks største beredskab og glæder os til at være med i udviklingen af det nye tiltag.
Du kan finde yderligere info om det nye beredskab på www.brsj.dk

 

Støt vores frivillige arbejde

Der er mulighed for at støtte Løjt Frivillige Brandværn økonomisk, hvis man har lyst til det. Disse støttekroner går til uniformer, røgalarmer, personligt udstyr til brandfolkene, materiel til brandbilerne og andre ting, som er nødvendige for at vi kan fortsætte med at udføre vores arbejde med brandslukning og redningsarbejde. Hvis man vil støtte brandværnet, kan man indbetale på reg.nr. 5099 konto nr. 1317897 eller  du kan benytte Swipp eller Mobile Pay på telefon 4017 2091

 

Røgalarmer – Kan du høre røgen?

En røgalarm kan redde liv, og vi vil igen i år tilbyde alle borgere i Løjt og Genner over 60 år muligheden for at få installeret en gratis røgalarm med tilhørende serviceaftale. Kontakt Løjt Frivillige Brandværn og vi kommer forbi og installerer kvit og frit en gratis røgalarm i dit hjem (max. 1 stk. pr. husstand). Ønskes serviceaftalen koster det 50 kr. om året, som betales ved udførelse af service. Denne service består i at skifte batteri og funktionsteste røgalarmen.

 

Bliv frivillig brandmand i Løjt

Lad din drengedrøm blive til virkelighed, tag en brandmandsuddannelse og bliv en del af Løjt Brandværn. Vi har brug for nye kræfter til at varetage brand og redningsopgaver på Løjt land. Kunne det have din interesse, er du meget velkommen til at deltage i en af vores årlige øvelser.
Se mere på : www.blivbrandmandnu.dk - Kent Ravn på mobil: 61 71 85 36

 

Løjt Frivillige Brandværn

Brand og Redning Sønderjylland
www.lojtbrand.dk

Nye Brandmænd i Løjt

Allan Christensen og Dennis Sharifi har meldt sig ind i værnet og skal til foråret i gang med at uddanne sig til brandmand. Kunne du have lyst til at blive frivillige brandmand, så skynd dig at tage kontakt til os.

Nye brandstøvler

Vi har i år investeret i nye brandstøvler. Uden jeres støtte ved indbetaling af girokort og jeres opbakning omkring kulturnatten ville dette ikke have været en mulighed.
Tak for jeres støtte og opbakning.

Ny brandbil

Løjt Brandværn har været så heldig at få en nyere brandbil. Bilen er købt hjem fra Holland og er i gang med at blive ombygget ved Brand og Redning i Aabenraa. Bilen er en MAN årgang 2002 med 220 Hk, automatgear, vandtank på 1600 liter og plads til 7 mand.